Det er ikke min dag

"Det er ikke min dag", tænkte John forpustet, mens han lå sammenkrummet bag en affaldscontainer og bad til alle de guder, han nogensinde havde hørt om, at han ikke var blevet set løbe ind i baggården. Dagen var ellers startet så lovende.

John havde haft en plan. En god plan. At røve Den Danske Banks filial på Nørrebrogade, flygte gennem de små gader ned mod Telefonhuset, få fat i en taxa og køre til Brønshøj, hvor han havde gjort sin søsters kolonihavehus klart til et længere ophold. Og planen havde også virket fint, lige til han kom ud af bankens dør - da var han løbet ind i den første politivogn, som selvfølgelig skulle befinde sig lige udenfor banken, da han kom ud.

"Shit!", tænkte John, og skyndte sig ind ad den første og bedste sidegade - i modsat retning af Telefonhuset. Politivognen satte sirenen og blinket i gang, og begyndte at forfølge ham rundt om hjørnet med skrigende dæk. Nu var sidegaden ikke den største eller mest trafikerede sidegade man kunne finde på Nørrebro. Ikke desto mindre virkede det, som om alle gadens beboere havde besluttet sig for at gå ned på gaden netop nu, og alle som én skulle de absolut stå i vejen for ham. "Hey", "Hva’ fanden" og "Idiot!" viste sig at være meget populære udtryk på sidegaden den dag, og det lykkedes faktisk John at komme i nærkontakt med hver eneste person der var på fortovet. Bagved kunne han høre politivognens sirene, der kom nærmere og nærmere.

John var så småt begyndt at ærgre sig over, at han ikke havde skaffet sig en pistol inden røveriet, men havde nøjedes med en finger i lommen. Pulsen hamrede, og sveddråberne blev ved med at løbe ned i hans øjne. Hvad nu? Jo - der var en lille sidegade eller gyde til højre, dér kunne patruljevognen ikke følge efter ham! Men det kunne betjentene, og John kunne høre sirenerne komme nærmere og nærmere. Nu var der flere af dem.

Bag affaldscontaineren var John for alvor ved at blive en troende mand. Ikke nok med at luften var fyldt med politisirener, en eller anden oppe på 3. sal havde fået øje på ham, og var begyndt at smide konservesdåser efter ham, og råbe: "Han er her!". Hvad nu? Ovre skråt til højre, på den anden side af gyden, var der en dør, der så ud som om den kunne føre til en cykelkælder eller noget i den stil. John afparerede en dåse KitKat oppe fra 3. sal, og stak over til døren. Den ville ikke op. "Fandens til lort og møg og…" råbte og bandede John, og bankede og hamrede på døren, indtil det gik op for ham, at den faktisk åbnede udad, og ikke indad. Så var han indenfor. Blot for at opdage, at en af beboerne havde lukket sin schæfer ned i kælderen. Imens kom sirenelydene nærmere og nærmere.

John kiggede på schæferen, og schæferen kiggede på John. Ikke specielt venligt, syntes han. Hver gang John prøvede at bevæge sig den mindste smule, snerrede hunden ildevarslende. Pludselig havde den åbenbart set nok, for den kastede sig over ham med en rasende snerren. John slog ud efter den, og fik til gengæld dens tænder i sin højre arm, og der blev de, uanset hvad John gjorde. "Nej, giv slip!" jamrede og råbte John, og mærkede pludselig at nogen ruskede i ham. "Vågn så op, John, du har mareridt!" hørte han Gitte råbe, og så slog han øjnene op.