Gørløse Autoimport - køb af en brugt Mercedes

Den endelige købskontrakt endte med at have en garanti på drivlinjen som kun er på 3 måneder mod de 12 måneder der loves for alle deres biler på hjemmesiden. Der blev købt nye sommerdæk til fælge der fulgte med bilen. Flere af dækkene var utætte efter monteringen og da de skulle tætnes medførte det en regning fra Gørløse Autoimport på et nyt dæk og en ny flaske dæktætnervæske, og det krævede ikke mindre end 4 værkstedsbesøg før det endelig lykkedes Gørløse Autoimports værksted at montere dækkene så de alle var tætte. I dag bliver Mercedesen serviceret andetsteds.

Gørløse Autoimport er opdelt i flere afdelinger, jeg havde kontakt med to, salgsafdelingen og værkstedet. Jeg fandt oprindeligt den bil jeg var interesseret i på Bilbasen, og fandt så Gørløse Autoimports egen hjemmeside og bl.a. deres åbningstider der. Da jeg kørte op til firmaet for at se på bilen viste det sig at firmaet havde lukket da alle var til reception, så der stod jeg foran en låst dør og en seddel med lukket pga. reception. Hvorfor var dette ikke nævnt på hjemmesiden så jeg ikke var kørt forgæves? Det var et tegn jeg måske burde have taget alvorligt.

Salgsafdelingen

Generelt er salgschefen, som synes at være den eneste sælger, en kompetent kvinde som er inde i sagerne. Men det er ikke nødvendigvis til fordel for køberen. Da vi snakkede køb diskuteredes bilens pris stort set ikke, så hun tilføjede en Blaupunkt Woodstock 35 radio til købet, som de havde haft stående i et displayskab så længe at 42-modellen i mellemtiden havde erstattet den. Jeg var glad for at få denne radio da jeg har haft præcis den samme tidligere og kender den godt, men det var åbenbart en radio de ikke havde kunnet få solgt, så det var ikke den store omkostning. Da jeg havde haft bilen nogle dage og en del bilister blinkede af mig fandt jeg ud af at der ikke var noget lysrelæ i bilen, og at jeg selv manuelt skulle tænde og slukke for lyset. Jeg tjekkede med FDM som siger at alle nye biler skal have et lysrelæ, men at det ikke er et krav i brugte biler. Jeg fik efterfølgende sat en lysrelæ i for 2500,- som kom oveni købsprisen, og jeg ville godt have vidst inden købet at det manglede, så det kunne være blevet inddraget i købssnakken. Da jeg efterfølgende snakkede med salgschefen om det viser det sig at det er normal rutine for Gørløse Autoimport at sælge bilerne uden at oplyse om dette. Da slutsedlen skal underskrives tilføjer salgschefen med håndskrift en begrænsning om, at Gørløse Autoimports garanti kun gælder i 3 måneder på drivlinjen, på trods af det hele års totalgaranti firmaet lover på drivlinjen for alle biler på hjemmesiden - ovenikøbet selvom Gørløse Autoimport får den ønskede pris for bilen. Hvad blev der af ærlighed i markedsføring?

Værkstedet

Værkstedet virker som en effektiv afdeling, men det er både en fordel og en ulempe. Man kan ikke komme forbi med bilen og snakke om hvad man synes er galt og hvad der lyder mærkeligt, man skal bestille tid op til flere dage på forhånd, have styr på hvad der skal laves og hvis der dukker mere op som ikke er forudset er det åbenbart et problem. Man kan få en erstatningsbil, men hvis man som jeg bor i København med parkeringszoner koster det flere hundrede kroner hver dag i parkeringsafgifter så jeg vil hellere vente på værkstedet mens bilen bliver lavet. Det kan lade sig gøre, man sætter sig ind i de ansattes frokostrum og kan tage en kop kaffe, men det er tydeligvis ikke noget der er almindeligt. Jeg skulle lære frokostrummet vældig godt at kende da det viste sig at være et stort problem at sætte dæk på fælge. Da jeg købte 4 Continentalsommerdæk hos Gørløse Autoimport og de satte dem på de fælge der fulgte med bilen, endte jeg med at holde i Roskilde havn med et fladt dæk, som jeg så fik pumpet nogenlunde op med bilens medfølgende luftpumpe så jeg kunne komme videre. De følgende dage kører jeg så konstant ind på tankstationer for at tjekke dæktryk. Endelig fik jeg sat et af mine vinterdæk på til værkstedet fik et nyt dæk hjem, og så blev det nye dæk monteret. Det usædvanlige ved det var ikke blot at det nye dæk også gik fladt, men at Gørløse Autoimport gav mig regningen for det nye dæk og den brugte dæktætnervæske, fordi jeg havde kørt på dækket mens det var fladt. Jeg havde aldrig kørt med lavprofildæk før og anede ikke hvordan de skulle føles og jeg kørte i en ny bil jeg endnu ikke kendte, jeg havde ikke en ærlig chance for at opdage at noget var galt før luften var så meget ude af dækket at det kunne ses og virkelig føles, men den dårlige montering og dens følger skulle jeg altså betale for. At Gørløse Autoimport virkelig har problemer med dækmontering blev kun alt for tydeligt da jeg måtte have flere af dækkene genmonteret 3 gange før det endelig lykkedes! 3 ekstra ture til Gørløse og 3 ekstra ophold i medarbejdernes frokostrum og en masse stop på tankstationer for at tjekke dæktryk undervejs før det lykkedes Gørløse Autoimports værksted at sætte helt nye dæk på fælgene så de endelig var tætte. Og for at føje spot til skade fik jeg så en regning på et nyt dæk og dæktætnervæske som det kun havde været nødvendigt at erstatte fordi Gørløse Autoimports værksted ikke simpelthen havde gjort tingene ordentligt første gang.

Afrunding

Mit råd til de der overvejer at købe en bil hos Gørløse Autoimport er at tage en ven eller betalt mekaniker med som ved noget om biler og bilhandel og kan gribe ind, for som almindelig forbruger viser min bilhandel at man kommer til at betale for Gørløse Autoimports fejl og bliver snydt for den garanti man ellers loves på hjemmesiden. Købes en bil hos Gørløse Autoimport så find et værksted hvor man kan snakke om tingene og ikke er en tålt besværlighed som får lov til at betale for de fejl værkstedet begår.

 

Tilbage til forsiden